Hedder det en Venøbøf eller en Venøsteak? Vi har spurgt kokken

​Svaret på det spørgsmål er ikke ligefrem simpelt.

Jacob Fussing er indehaver af Venø Kro. Han har en forklaring på, hvorfor bøffen bliver kaldt både det ene og det andet. Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Hvis du søger på ”Venø + bøf” på Google, så får du 5780 resultater. Hvis du derimod søger på ”Venø + steak” så får du kun 3480 resultater.

Det lugter lidt af, at sejren går til bøffen, men så enkelt er det umiddelbart ikke. For det er meget forskelligt, hvad folk kalder den populære spise, der har sin oprindelse på den lille ø i Limfjorden, som den er opkaldt efter. Alene på TV MIDTVESTs redaktion var folk uenige, og da vi tidligere i dag spurgte jer på Facebook, så fik vi også forskellige svar.

Endnu engang med en overvægt af stemmer til bøffen.

-  Har boet på Venø i 40 år, og kender dem kun som Venøbøf, skriver en bruger blandt andet.

Venøbøf – altid, tilføjer en anden.

Der er dog også flere, der mener, at det hedder steak.

- Venøsteak er bare godt, bliver der blandt andet skrevet.

- Det har altid hos os haft navnet Venøsteak, skriver en anden.

Men som sagt så går størstedelen af stemmer stadig til, at det skal kaldes en bøf.

Bøffen stammer fra Venø Kro, der ligger ud til vandet på vestsiden af Venø. Foto: Sara Refsgaard Jensen

God forklaring

Der er en god forklaring på, at folk ikke kan blive enige om, hvilket navn de populære bøffer bør gå under. Det fortæller kroindehaver Jacob Fussing fra Venø Kro.

På kroen står der Venøbøf på menukortet. Faktisk er det så populært, at de i løbet af en sæson serverer halvandet tons af de tynde skriver kød.

- Nu stammer det jo herfra, og vi kalder det en Venøbøf. En Venøsteak er det, som man køber i supermarkedet, forklarer han.

Umiddelbart er der ingen forskel på de to typer spise. De er begge to tynde skiver kød fra en okses inderlår, der er marineret i hvidløg. Der er dog en god forklaring på, at produktet fra supermarkedet hedder noget andet.

For på trods af at de på Venø oprindeligt kaldte det en bøf, så kunne de ikke gøre det samme i supermarkedet.

- Det er sådan, at når slagteren skærer bøffer ud, så skal de komme af fileten. Men Venøbøffen er skåret af okseinderlår, og derfor kalder slagterne det for en steak, og vi kalder det for en bøf, for vi har lidt større frihed med, hvad vi kalder tingene forklarer Jacob Fussing.

Altså er det på Venø en bøf, fordi det altid har været sådan. Men når du køber den i supermarkedet, så kan du kalde den en steak.

#FORDIVIELSKERMIDTOGVESTJYLLAND

TV MIDTVEST sætter i juli og august fokus på alt det, vi elsker ved vores region med kampagnen #fordivielskermidtogvestjylland. 
Vi tager ud og dækker begivenheder, møder mennesker og besøger steder, der er helt særlige for Midt- og Vestjylland. 
Du kan være med til at påvirke kampagnen. Skriv til os, hvor vi skal tage hen ved at sende dit tip til redaktionen@tvmidtvest.dk. Du kan også sende dine egne optagelser via Mobilholdet, læs mere om det her:
Vær med: Hvad elsker du ved Midt- og Vestjylland?  

Vil du se, hvordan bøffen bliver lavet på Venø? Så kan du se med lige herunder: