Søren Gade: Havvindmøller skal ikke kunne ses fra kysten

Havvindmøllerne skal langt længere væk end 20 kilometer. De må ikke kunne ses fra kysten slår Søren Gade fast.

Søren Gade er uenig med sine partifæller om placering af havvindmøller.
Søren Gade er uenig med sine partifæller om placering af havvindmøller.
Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Området omkring Ringkøbing, hvor en ny havvindmøllepark kan ende med at blive opført, ligger cirka 20 kilometer fra land. Men det er slet ikke nok, mener Søren Gade fra Venstre.

- Det må være en fejl. Havvindmøller de står, så man ikke kan se dem. Nu har vi fået kystnære vindmøller af de konservative, og vi har fået højspændingledninger af forligskredsen, og nu kommer de vel ikke og vil have møller op, vi kan se fra land. Jeg vil spørge ministeren ind til det, fortæller Søren Gade.

Uenighed i partiet

Søren Gades partifælle Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt, forklarer ellers, at området ved Ringkøbing er optimalt, og at man i klart vejr vil kunne skimte møllerne fra land.
Men det er Søren Gade langt fra tilfreds med.

- Det er der ingen grund til, der er vand nok på den anden side af de 20 km, hvor de kan stå. Det lyder helt ulogisk for mig, at man sætter møller op 20 km fra land, siger Søren Gade.

I flere andre lande er havvindmøller sat op langt længere fra kysten. Men ingeniørvirksomheden Cowi har screenet området ved Ringkøbing og foreslår, at de skal stå 20 km fra kysten.

- Det må være lavet af en eller anden embedsmand, der bor i København og som aldrig nogensinde har sat eller vil sætte sine ben i Vestjylland. Nu er jeg født og opvokset i Vestjylland, er valgt der og bor der - og vi vil ikke have dem. Vi vil have dem ud, så vi ikke kan se dem. Vi er ikke imod den grønne omstilling, vi vil bare ikke se på de vindmøller, siger Søren Gade. 

Utilfredshed blandt lokale

Der har været vindmøller til debat længe i Rinkøbing området. Tonny Lemqvist har kæmpet længe og kæmper stadig mod havvindmølleparken Vesterhav Syd, selvom man er i gang med at gøre havbunden klar til møllerne.

Tonny Lemqvist kæmper stadig for at få de kystnære møller længere væk fra kysten.
Tonny Lemqvist kæmper stadig for at få de kystnære møller længere væk fra kysten.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Udsigten til flere møller falder heller ikke i god jord hos ham. 

- De kommer til at stå alt for tæt på. Tyskerne og hollænderne har lært os, at møllerne skal ud på 32 km afstand, forklarer Tonny Lemqvist.

Han hæfter sig dog ved, at ministeren på området, Lars Christian Lilleholt, har nævnt, at der skal være lokal opbakning til projektet.

- Der skal være lokal opbakning, siger han, så vi håber på noget dialog om det her, for det er ikke holdbart sådan her, siger Tonny Lemqvist.