Fisk for en milliard: Hanstholm Havn fastholder førerposition

Hanstholm Havn fastholdte i 2018 sin position som Danmarks største konsumfiskerihavn med fisk for 1,02 milliarder kroner.

Hanstholm Havn lander fisk for over en milliard kroner og fastholder førerposition. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

En tilfreds bestyrelse var tirsdag samlet for at godkende Hanstholm Havns årsregnskab for 2018. Bruttofortjenesten blev på 25,5 millioner kroner, mens resultatet før afskrivninger endte på 8,5 millioner kroner. Det er en mindre tilbagegang sammenlignet med 2017, hvor resultatet lød på 9,8 millioner kroner.

Læs også Havneudvidelsen i Hanstholm tager form hurtigere end forventet

Nedgangen skyldes ifølge havnen først og fremmest en kvoteregulering inden for tobisfiskeriet og øgede reparationsudgifter på havnen.

- 2018 har været et begivenhedsrigt år, hvor havneudvidelsen har rundet sit første år og opbygget en tydelig kontur af den største investering i havnens historie siden dens indvielse i 1967, konstaterer bestyrelsesformand Martin Vestergaard. 

Fakta: Udsigt til 450 nye arbejdspladser

  • Hanstholm Havn forventer at udvidelsen vil medføre et øget aktivitetsniveau og skabe yderligere 450 jobs.
  • Hanstholm Havn var allerede i 2016 enten direkte eller indirekte årsag til 2.320 arbejdspladser i Thisted Kommune, svarende til hvert 10. job i kommunen, hvor den samlede private beskæftigelse er på godt 22.000 personer
  • De største erhvervsgrupper i Hanstholm Havn er fiskeindustri, engroshandel og fiskeri
  • Set i forhold til økonomisk afsmitning stod Hanstholm Havn i 2016 for 11,2 procent af den samlede værditilvækst i Thisted Kommune, svarende til 1,3 milliarder kroner.

Kilde: Oplandsanalyse 2017, Hanstholm Havn, Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) og SDU, 2017

Se mere

Hanstholm Havn er netop nu ved at polstre sig til fremtiden med en stor havneudvidelse til 400 millioner kroner. Når den nye havn ventes taget i brug i 2020, vil havnen have bedre besejlingsforhold, et nyt bassin og 165.000 kvadratmeter ekstra baglandsareal.

Læs også Rekordår for Hanstholm Havn

Fisk for 1,02 milliarder kroner

Den samlede værdi af fisk og skaldyr landet, håndteret og solgt på Hanstholm Havn i 2018 ender på 1,02 milliarder kroner, hvormed havnen fastholder sin position som landets førende konsumfiskerihavn målt på værdi.

- Vi kan med glæde konstatere, at havnens kerneforretning, fiskeriet, igen har passeret milliardgrænsen, og vi ser frem til at modtage en fortsat stigende mængde fisk. Her vil havneudvidelsen bidrage til at fremtidssikre Hanstholm Havns konkurrencedygtige position som attraktiv landingshavn, siger Martin Vestergaard.

Læs også Hanstholm Havn: Nu kommer udvidelsen

Antallet af landinger af konsumfisk i Hanstholm Havn er fra 2017 til 2018 steget med 20 procent til i alt 10.949, mens værdien i 2018 nåede op på 685 millioner kroner. Det svarer til en fremgang på to millioner kroner sammenlignet med 2017. Mængden af gods håndteret i Hanstholm Havn er også steget for femte år i træk. 

Hanstholm Havn har med udvidelsen en målsætning om at blive Europas førende konsumfiskerihavn.

00:28

Indslag 14/11-2018: Hanstholm Havn planlægger at bygge ny auktionshal og sluse-anlæg til lastbiler.

Luk video