Håndboldherrer skal sydpå i EHF Cup

Team Tvis Holstebro møder EHF Cup final4-deltager fra sidste år, Gorenje Velenje i tredje kval-runde i EHF Cuppen. Bjerringbro-Silkeborg skal møde Talant M.A.T. Plzen fra Tjekkiet.

Der er blevet trukket lod til EHF Cuppens tredje kvalifikationsrunde, og de to midt- og vestjyske repræsentanter skal levere i det sydlige, hvis de vil videre til næste runde.

Team Tvis Holstebro skal møde Gorenje Velenje. Kampen bliver en gentagelse af forrige års EHF-Cup kvartfinale. Bjerringbro-Silkeborg skal op imod Talant M.A.T Plzen, det er første gang siden 1998/99-sæsonen tjekkerne spiller europæisk. Dengang spillede de i Champions League.

Aalborg Håndbold var det sidste danske hold i puljen, de trak TSV Otmar St. Gallen fra Schweiz.

Kampene i kvalifikationens tredje runde skal spilles den 21./22. og 28./29. november 2015.