Han tabte valget men bliver nu alligevel borgmester

Socialdemokraten Peder Christensen bliver den 4. januar valgt som fungerende borgmester i Skive, mens Peder Christian Kirkegaard er sygemeldt.

Peder Christensen (S) har lært meget fra valget i 2017 og er igen klar til at gå efter borgmesterposten i Skive Kommune.
Peder Christensen (S) har lært meget fra valget i 2017 og er igen klar til at gå efter borgmesterposten i Skive Kommune.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

For socialdemokraten Peder Christensen fra Skive Kommune har juledagene udviklet sig noget anderledes, end han havde regnet med.

Kort før jul fik han nemlig besked om, at han skal være afløse Venstres Peder Christian Kirkegaard som borgmester.

Kirkegaard  er ramt af en nervebetændelse og har meddelt, at han forlænger sin sygemelding indtil den 1. april, og den 4. januar ventes et flertal i byrådet at pege på Peder Christensen som fungerende borgmester.

- Det var lidt en overraskelse, men måske havde vi også set det komme i forbindelse med konstitueringen, hvor borgmesteren ikke havde det så godt, siger han til TV MIDTVEST.

Peder Christensen havde ellers indstillet sig på, at han ikke skulle være borgmester. Selv om Socialdemokratiet gik frem ved valget den 21. november, endte konstitueringsforhandlingerne med, at Peder Christian Kirkegaard fik fire år mere som borgmester.

Tidligere borgmester i Spøttrup

Christensen understreger dog, at perioden som afløser ikke skal bruges til at sætte et specielt socialdemokratisk præg på borgmesterkontoret.

- Nej det synes jeg ikke er meningen. Vi snakker indtil videre om tre måneder, så det vigtige for mig og det nye byråd er at komme godt i gang med det politiske arbejde. Det er ikke et spørgsmål om at skulle profilere det ene eller det andet parti men at få lavet noget, som er godt for kommunen.

Den 59-årige socialdemokrat er langt fra nogen nybegynder i lokalpolitik. Han er tidligere borgmester i den gamle Spøttrup Kommune og har været udvalgsformand i mange år.

- Hvor længe er det holdbart, at borgmesteren er sygemeldt?

- Det synes jeg ikke, at jeg skal vurdere. Jeg synes, at man skal have respekt for, at det er en alvorlig sygdom, men vi ved også, at man kommer sig over sygdommen. Om det tager tre, fire eller fem måneder, må tiden vise. Jeg fungerer gerne, indtil han kommer tilbage igen. Hvis det viser sig, at han ikke kommer tilbage igen - hvad jeg ikke tror på - så har vi en helt anden situation, siger Peder Christensen.