Halvt stuehus udbrændt i Borris

Halvt stuehus udbrændt i Borris

Halvdelen af stuehus udbrændte natten til mandag. En bil antændte formentlig ilden.

Der brød brand i et hus på Ånumvej mellem Skjern og Borris natten til mandag. Halvdelen af stuehuset er brændt ned. Det oplyser indsatsleder Kaj Jensen fra Brand & Redning ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

Brandfolkene rykkede ud lidt efter kl. 3 og havde først slukket ilden omkring kl. 7 mandag morgen. Og det med hjælp fra både regn og vind.

- Det var rimelig voldsomt. Vi fik lidt hjælp ovenfra, og vinden var i den rigtige retning, så det var medvirkende til, at det ikke gik værre, end det gjorde, fortæller Kaj Jensen.

De 12 beboere på ejendommen slap helskindet ud af huset, der formentlig blev antændt af en bil i en garage.

Efter branden er slukket, er Skadesservice gået i gang med at redde, hvad der reddes kan.