Groft taskerøveri i Ringkøbing

En tur på tanken efter slik endte i et voldsomt taskerøveri for en 49-årig kvinde fra Ringkøbing.

PolitiAerme_1.jpg

Fredag aften ved 21-tiden blev en 49-årig kvinde fra Ringkøbing udsat for et groft overfald. Kvinden var på vej fra sit hjem på Sønderbyvænget til en nærliggende tankstation for at købe slik.

Da hun rundede hjørnet af sit hus, greb to mænd pludselig ud efter hendes taske, men fik i stedet fat i jakken. Mændene råbte "hit med tasken!", og da kvinden forsøgte at afværge angrebet, fik hun et knytnæveslag i ansigtet. Slaget var så kraftigt, at hendes briller gik i stykker. Kvinden lod til sidst de to mænd få tasken, hvorefter de flygtede fra stedet.

- Kvinden er selvfølgelig chokeret over hændelsen. Det er jo ikke særligt tryghedsskabende, når sådan noget finder sted, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Signalementet af de to gerningsmænd er meget sparsomt, og politiet håber derfor, at der er andre vidner til situationen.

De to mænd er mellem 25 og 30 år. De talte dansk med vestjysk dialekt. De er mellem 175-185 cm høje og var iklædt mørkt tøj.