Grønt lys til vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse

​Flertal i Folketinget har stemt for et lovforslag, så der kan etableres et 70 kilometer langt vildsvinehegn.

Vildsvinehegnet skal være med til at forebygge svinepest og dermed beskytte dansk svineeksport. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har mandag vedtaget, at der kan laves et 70 kilometer langt og 1,5 meter højt vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse.

Læs også Vildsvinehegn til afstemning: Skal sikre danske svin mod afrikansk svinepest

Hegnet skal hjælpe i kampen for at holde afrikansk svinepest ude af Danmark og dermed beskytte dansk svineeksport.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet får hegnet ingen indflydelse på vejtrafikken. Der opsættes desuden færiste eller låger ved gangstierne, der krydser grænsen.

Afrikansk svinepest gør ingen skade på mennesker og andre dyr end vild- og tamsvin. Og endnu er sygdommen aldrig set i Danmark eller nabolandene.

Men regeringen ønsker at være på forkant, da det kan få store konsekvenser for eksporten af svinekød, hvis afrikansk svinepest rammer Danmark.

- Hvis afrikansk svinepest når til Danmark, må vi regne med, at en eksport på 11 milliarder kroner årligt lukker øjeblikkeligt, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.

- Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at forhindre det - blandt andet ved at gå efter vildsvin i Danmark, så vi minimerer risikoen for, at de får afrikansk svinepest.

- Vildsvinehegnet er med til at forhindre, at der løbende kommer nye vildsvin til Danmark fra Tyskland, siger ministeren.

Der kan gives tilladelse til opførslen af hegnet, når der er gennemført de fornødne undersøgelser af natur-, miljø- og kulturforhold. Tilladelsen forventes at være klar i efteråret 2018, oplyser ministeriet.

Hegnet koster knap 80 millioner kroner.

/ritzau/