Gødning: Landmænd vil have lige konkurrence

Landbruget herhjemme har ofte krævet samme lempelige regler som syd for grænsen, men nu er EU gået ind i sagen, og tyske stramninger er på vej.

Traktor-paa-mark.jpg

De danske landmænd mener, at det er unfair konkurrence, når tyske landmænd må bruge mere gødning end de danske.

- Det argument duer bare ikke, siger Thyge Nygaard, som er landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening til DR Midt & Vest.

EU går ind i sagen

De lempelige tyske regler har ført til øget forurening af grundvandet og Østersøen. Derfor går EU nu ind i sagen, fordi de tyske landmænd forurener for meget med kvælstof. Herhjemme har de danske landmænd ellers argumenteret for at kunne gøde med mere kvælstof med baggrund i de mere lempelige tysker regler. Men nu kan stramninger være på vej syd for grænsen, og så dur den argumentation ikke længere.

- Den statuerer et klart eksempel på, at vi ikke kan bruge Tyskland som forbillede for, hvordan vi skal regulere, hvor meget kvælstof landbruget må gøde afgrøderne med, siger han.

EU-indblanding velkommen

Den tyske stat skal inden den 10, september svare EU på, hvordan man vil stramme op på reglerne, ellers anlægger Kommissionen en sag mod Tyskland. EUs indgreb mod Tyskland bliver budt velkommen af Anders Panum, der er vand- og naturpolitisk chef hos Landbrug og Fødevarer:

- Hvis der er nogen lande, som har en konkurrencefordel ved ikke at passe på miljøet, så er det helt fint, at nogen kommer efter dem. Det er vi ikke interesserede i at konkurrere på. Men vi vil have lige konkurrencevilkår med resten af Europa, siger han til dr.dk.