God høst på trods af trist sommervejr – men først skal kornet tørres

​Vejret har givet store udfordringer, men landmændene er optimistiske.

Leif Gravesen er ved at have høsten i hus. Hans høst har været fin.
Leif Gravesen er ved at have høsten i hus. Hans høst har været fin.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST
På trods af regnen, så er kvaliteten af kornet god.
På trods af regnen, så er kvaliteten af kornet god.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

De seneste ugers regn har gjort det svært at få årets høst i hus.

Landmændene har sukket efter flere tørvejrsdage i træk - så mejetærskerne kunne komme på arbejde. Nu er solen og høstvejret kommet, men vandet driller stadig landmændene. De skal nemlig have gang i tørremaskinerne.

Et af de steder, hvor tørremaskinerne kører i døgndrift er hos DLG i Stagstrup.

- De sidste har dage har vi været på vores maksydelse. Der er vi oppe på 42 tons i timen, fortæller lagermand Jørgen Brøndum.

Kornet skal i tørremaskinerne, fordi det indeholder for meget vand. Det gælder en rigtig stor del af det korn, som DLG får ind.

- Det er stort set det hele, der skal igennem tørreriet, siger Jørgen Brøndum.

Dyrt for landmændene

Der vil gå måneder, før det sidste korn er tørret færdigt. Det koster landmændene penge.

- Det giver forøgede omkostninger til tørring, men heldigvis er der en god og stor avl, som nemt kan dække de øgede omkostninger ind. Men det er da træls at skulle tørre korn til langt hen på efteråret, siger formanden for Landbo Thy, Leif Gravesen.

Han har også været træt af det vejr, som er væltet ned over markerne, hver gang det så ud til at blive godt og tørt. Men på trods af de store udfordringer, så tegner udbyttet fra markerne til at blive over gennemsnittet.

- Alle afgrøder har givet et større udbytte, end vi er vant til, fortæller Leif Gravesen.

Samtidigt viser kornets kvalitet sig også at være overraskende god.

- Det kan vi se, når vi analyserer kornet. Sidste år havde vi en masse afskallede kerner, og det ser vi ikke i år, forklarer Jørgen Brøndum fra DLG i Stagstrup.

Tørremaskinerne arbejder på fuldt tryk.
Tørremaskinerne arbejder på fuldt tryk.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Godt for økonomien

Den fine høst giver forhåbninger om, at landmændene kan ende med en positiv bundlinje på trods af det uendelige regnvejr.

- Den afgørende faktor er jo prisen på varerne, men hvis det stiger lidt henover efteråret, som det tit gør, så får vi en god bundlinje i marken i år, siger Leif Gravesen.

Landbruget forventer, er at høstarbejdet vil være afsluttet de fleste steder her i landsdelen i løbet af en uges tid.

2:12