Glæden ved at cykle tager Team TMT on Tour til Paris

Der er ikke en specifik årsag til, at cykelholdet tilbagelægger de mange kilometer fra Danmark til Paris. Kun glæden ved at cykle.

Team TMT on Tour tilbagelægger vejen fra Danmark til Paris på otte dage. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Det er ikke kun i de franske bjerge, der bliver kørt på cykel i disse dage.

For det er højsæson for cykelløb og en tur på jernhesten, og selvom man hverken hedder Fuglsang eller Valgren, kan destinationen alligevel godt hedde Paris.

Læs også Tour de France: Fuglsang rykker frem – overrasket over rivaler

Den tur tager Team TMT on Tour fra Thy.

- Det er som om, Paris klinger lidt mere. Det er jo Tour de France, og så er det den vej, det går, siger Ole Vad Jensen fra Snedsted. Han er en af teamets ryttere, der tager den lange tur fra Danmark til Paris.

Ingen speciel grund

Mens Tour de France-feltet cykler en lang tur for at ankomme i Paris, er der ikke den helt store grund til, at Team TMT on Tour har valgt at pumpe dækkene og sætte retning mod byernes by.

- Jeg tror, at det er glæden ved at cykle. Det er glæden ved at komme ud og opleve naturen og mærke det. Komme væk fra de store motorveje, siger John Holm Olesen fra Sennels.

Og netop glæden ved at cykle er i højsæde for cykelholdet, der skal til Paris på otte etaper – uden hviledage.

Team TMT on Tour kører i ens dragter. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Sportschef med vigtig opgave

Sportschefen Niels Jeppesen er manden, der skal sørge for, at holdets ryttere får en ordentlig kost.

Netop derfor gjorde rytterne holdt på lørdagens etape for at indtage et måltid. Her stod den på en omgang rundstykker med honning og en velfortjent kop kaffe.

Netop den kost er specielt en af holdets ryttere glad for. Det er Jørgen "Oksen fra Thyholm" Larsen, der tager sin fjerde tur fra Danmark til Frankrigs hovedstad.

- Han kan leve af honning, og han kan leve af Nutella. Hvis han får det, så er han altid giftig. Det kan jeg hilse og sige, siger sportschefen.

Planen for cykelrytterne fra Thy er, at de skal ende i Paris lørdag. Så kan de nemlig nå at se den sidste Tour de France-etape om søndagen.

01:34

Uanset om du hedder Fuglsang, Valgren, kører for Team Rynkeby eller noget helt fjerde - så er der en destination som er særligt populær.

Luk video