Glæde på Skive Trav: Nu ophører Danske Spils monopol

Regeringen vil bryde Danske Spils monopol på hestevæddeløb i Danmark

I flere år har travbanerne i Danmark kæmpet for at få liberaliseret hestevæddeløbssporten, så andre end Danske Spil kunne komme ind på markedet.

Nu ser kampen endelig ud til at have båret frugt. Regeringen har offentliggjort et lovforslag, der skal gøre op med hestespilsmonopolet, og det vækker glæde på Skive Trav.

- Det er yderst positivt. Nu håber vi, at flere selvskaber vil sætte fokus på sporten og skabe mere hype. For os betyder det penge i kassen, og det smitter også af på andre områder at hesteindustrien, fortæller Steen B. Nielsen, der er banechef for Skive Trav.

Travsporten har været hårdt økonomisk presset de seneste to år på grund af en nedgang i støtten fra tipsmidlerne på 35 millioner kroner. Det har betydet en usikker fremtid for blandt andet travbanen i Skive.