Frifundet for ballade i Østerild

De blev dømt i byretten, men landsretten frifandt fem personer for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved vindmølle-testcenter.

121312_Aktivister.jpg

Tre kvinder og to mænd blev fredag i Vestre Landsret frifundet i en meget omtalt sag om protester mod vindmølle-testcentret i Østerild.

De fem blev i juni sidste år hver idømt en bøde på 1500 kroner ved retten i Thisted. De blev dømt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men fik herefter af Procesbevillingsnævnet dispensation til at få sagen prøvet i landretten.

Og ankesagen endte altså med, at alle fem blev frifundet, oplyser deres advokat Gunhild Stausholm-Møller.

De var tiltalt for i august 2011 at have blokeret nogle af de maskiner, der arbejdede med at rydde plantagen for at skaffe plads til testcentret. Men i retten forklarede de, at de bare ville snakke med skovarbejderne, og at de ikke fik besked på, at de ikke måtte være i området.