Fremgangen fortsætter i landbobanken

Ringkjøbing Landbobank fortsætter den bomstærke fremgang. Bankens resultat før skat nærmer sig en halv milliard kroner.

281011_Ringkjoebing_Landbobank.jpg

For fjerde år i træk viser årsregnskabet fra Ringkjøbing Landbobank fremgang. Banken leverer et bundsolidt årsregnskab, der viser et resultat før skat på 472 mio. kr. Sidste år var resultatet 448 mio. før skat.

Dermed lægger Ringkjøbing Landbobank pres på de øvrige pengeinstitutter helt fra 2014's begyndelse.

Det er særligt bankens udlån, der er i fremgang. Det har ellers været svært for landbobanken at få lånt sine penge ud i en tid, hvor bankens kunder i stedet har haft fokus på at betale penge tilbage. Dermed har banken ikke kunnet udnytte sin ellers stærke position på markedet til at hente kunder nok til at overtrumfe gældsnedbringelsen hos de eksisterende kunder. Den udvikling ser ud til at være vendt i 2013, hvor bankens udlån er vokset med 11 %.

- Bankens kunder ser fortsat ud til at klare sig bedre igennem den økonomisk svage periode end gennemsnittet i Danmark, står der i regnskabet.

Ringkjøbing Landbobank slår sig desuden på at have landets laveste omkostninger. Regnskabet viser endnu engang et stort mådehold i forhold til udgifter.

- Omkostningsprocenten er på et uændret niveau i forhold til sidste år og er opgjort til 32,4 %, hvilket fortsat er landets laveste. En lav omkostningsprocent er specielt vigtigt i konjunkturmæssigt svære perioder, da dette giver stor robusthed i bankens resultater, konkluderer årsregnskabet.

Det er dog værd at notere sig, at Ringkjøbing Landbobank i 2014 forventer en stigning i omkostningerne på 6 %. Det er ellers noget af et særsyn i bankverdenen, som efter krisen har haft fokus på at nedbringe omkostningerne.

Læs hele årsregnskabet her

.