Fremad Amager får bøde for abelyde i pokalkamp mod FCM

Fodboldens Disciplinærinstans har dømt 1. divisionsklubben en bøde på 12.500 kroner for racistiske tilråb.

Fremad Amager-fans lavede abelyde rettet mod FC Midtjyllands Awer Mabil under pokalkampen den 26. september. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fremad Amager har fået en bøde på grund af abelyde fra tilskuerpladserne i en pokalkamp i september mod FC Midtjylland.

Fodboldens Disciplinærinstans har torsdag givet 1. divisionsklubben en bøde på 12.500 kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU).

Læs også Racistiske tilråb afbrød FC Midtjyllands pokalkamp

Dommer Benjamin Willaume-Jantzen hørte i det 85. minut, at en gruppe Fremad Amager-fans lavede abelyde rettet mod gæsternes mørke spiller Awer Mabil.

Fremad Amager har selv undersøgt sagen, og klubben kan ikke bekræfte, at de racistiske tilråb har fundet sted.

Disciplinærinstansen har valgt at stole på dommerens indberetning og langet en bøde ud.

Fremad Amager vandt opgøret i 16.-delsfinalen 26. september med 1-0 og er dermed videre i turneringen.

FCM er forsvarende pokalmester.

Læs også FCM-anfører om Evander: Plads til at træde ved siden af