Forelsket i asylansøger - og fyret

Thisted Kommune mener, at Monika Seberg havde et forhold til en syrisk mand, mens han boede på centret. Selv siger hun, at de først blev kærester efter, at han var rejst.

230813_Hanstholm_Asylcenter.jpg

En af de ansatte på Hanstholm Asylcenter er blevet fyret på grund af et forhold til en af asylansøgerne, oplyser P4 Midt og Vest.

Thisted Kommune, der driver asylcentret, mener, at den nu fyrede medarbejder Monika Seberg groft har misligholdt sit ansættelsesforhold ved at have et forhold til en syrisk flygtning, mens han boede på centret.

Monika Seberg mener dog ikke selv, at hun har gjort noget forkert. Hun siger til P4 Midt og Vest, at hun først indledte forholdet til manden, efter at han havde forladt centret for at tage til Italien - det land han i første omgang flygtede til.

Monika Seberg er nu blevet gift og venter barn med den syriske flygtning, da han senere vendte tilbage til Danmark igen. Hun er nu også sigtet for at lade manden bo hos sig, selv om han opholdt sig i landet illegalt.

Manden er nu varetægtsfængslet, indtil han skal udvises til Italien.