Folkebladet skifter format

Skive Folkeblad vil fra efteråret udkomme i tabloid-format.

Skive_Folkeblad.jpg

Læserne af Skive Folkeblad skal snart vænne sig til, at avisen bliver mindre - i hvert rent fysisk.

Chefredaktør Ole Dall fortalte torsdag aften på folkebladets generalforsamling, at avisen skifter format. Fra efteråret vil folkebladet udkomme i det såkaldte tabloid-format, som læserne i forvejen kender fra  Weekend-tillægget, skriver skivefolkeblad.dk.

- Undersøgelser har vist, at et klart flertal af vores læsere nu helst vil have den daglige avis i det mindre og mere overskuelige format. Det er vigtigt, og det er en holdning, som jeg på utallige møder med læserne har fået bekræftet, forklarede redaktøren.

Flere andre aviser har tidligere valgt samme løsning - blandt dem Morgenavisen Jyllands-Posten og de tidligere Bergske Blade.

Ole Dall sagde også, at det mindre format er en fordel for de digitale medier. Det er nemlig nemmere at overføre en avis i tabloid-format til computere, tablets og smart-phones.

- Det er vigtigt at understrege, at avisens format ikke ændrer på vores forpligtelser omkring indholdet. Vi ændrer på formatet, men der skal fortsat være format over folkebladet, sagde chefredaktøren.