Første dag for ny akutafdeling

I dag var første dag med en ny akutafdeling i Hospitalsenheden Midt i Skive, Silkeborg og Viborg.

Regionshospitalet Viborg

Byggeriet til den 22.000 kvm store tilbygning, det skal huse den nye akutafdeling, er langt fra færdig, men alligevel tyvstartede de 207 medarbejdere i dag på en ny akutafdeling i Hospitalsenheden Midt. Fra og med i dag har akuthospitalerne i Skive, Silkeborg og Viborg organiseret sig på en ny måde og efter et nyt koncept.

- Det bliver en stor gevinst for patienterne. Så klar er meldingen fra ledende overlæge ved akutafdelingen, Larry Højgaard Kristiansen.

- Alle, der har oplevet et hospitalsophold ved, at det er et sted, hvor man måske mister lidt identitet, og hvor man stille og roligt begynder at længes hjem. Ved at vi sætter hastigheden på udredning op, så kommer man hurtigere hjem og hurtigere tilbage til sit fulde funktionsniveau. Og ved at vi sørger for at koordinere med både kommune og vores kolleger ude i almen praksis, så sørger vi også for, at de får det bedste forløb, efter de har været ude hos os, siger Larry Højgaard Kristiansen.

Akutafdelingen rykker ind i den fysiske tilbygning til regions Hospitalet i Viborg, når bygning står færdig i slutningen af 2016.