Fodboldklub fra Singapore på træningslejr i Aalestrup

Et fodboldhold fra Singapore er lige nu i Aalestrup på træningslejr. (Foto: Anders Ekström)

Et fodboldhold fra Singapore med elleve 10 til 11-årige drenge er lige nu på træningslejr i Aalestrup. Fodboldspillerne kommer fra ni forskellige lande som USA, Danmark, Italien osv. Fælles for dem er at de alle har forældre som er udstationeret. Det skriver TV2/Nord.

Fodboldholdet hedder Turf City Football Club, og de har en fuldtidsprofessionel træner. De har valgt at tage på træningslejr i Aalestrup, da de på søndag skal til Gøteborg for at deltage i Gothia Cup, hvor 1700 hold fra 78 lande deltager.

Om de kan klare sig i Norden, vil tiden vise. De har allerede klaret sig godt i Singapore, hvor de blev suveræne vindere af U10-ligaen sidste år. De scorede 64 mål og lukkede kun fire ind.

- Alle drengene har potentiale. Ellers ville de ikke være her. Vi vælger kun dem, der har potentiale og lyst til at forfølge deres talent. Nu får vi mulighed for at teste holdet, siger serbiske træner Luka Lalic.

De valgte Aalestrup, så fodboldspillerne og deres forældre havde mulighed for at slippe af med jetlag og vænne sig til klimaet, før det går løs i Sverige. De spiller flere træningskampe imod nordjyske klubber, og på lørdag får de besøg af AaB, Hadsund og Hobro og afholder en miniturnering.