Fly til Karup måtte vende om på grund af røg i cockpittet

Hverken passagerer eller personale kom noget til, og flyselskabets direktør betegner episoden som ufarlig.

Et fly fra Danish Air Transport måtte torsdag vende om, da det var på vej til Karup (der var ikke tale om det fly, man ser på dette billede). Foto: Arkiv

Et fly på vej fra Københavns Lufthavn til Midtjyllands Lufthavn i Karup måtte torsdag eftermiddag vende om og foretage en sikkerhedslanding. 

Læs også Direktør i Midtjyllands Lufthavn: Der skal være lige vilkår for lige transportmidler

Der var tale om den afgang fra Danish Air Transport, der skulle være landet i Karup klokken 17.30.

Hverken passagerer eller flypersonale kom noget til, og direktør i Danish Air Transport Jesper Rungholm betegner over for tvmidtvest.dk episoden som helt ufarlig.

- Kort efter at flyet var kommet i luften, kunne man kunne lugte og se en lille smule røg i cockpittet, og så er det standardprocedure at vende om. Jeg har netop rost personalet for at tackle situationen helt rigtigt, siger han.

Rasmus Tantholdt roser personalet

Københavns Lufthavns eget brandvæsen holdt klar ved landingsbanen, da flyet returnerede. Det er en del af den normale procedure ved sikkerhedslandinger, men det var ikke nødvendigt for brandfolkene at komme i aktion.

- Kaptajnen har orienteret passagererne om situationen, og nu får de lidt at spise, mens vi finder ud af, hvordan de kan komme tilbage til Karup. Kaptajnen har talt med en enkelt af passagerne, der lider lidt af flyskræk. Vedkommende var blevet lidt nervøs, og det er helt naturligt, siger Jesper Rungholm.

Flyet skal nu nøje undersøges, men Jesper Rungholm forventer ikke, at teknikerne finder større fejl. Han mener, at der kan være tale om en enkelt ledning, der blev svedet af.

Ombord på flyet var blandt andre TV 2s journalist Rasmus Tantholdt.

- Piloterne måtte lande iført iltmasker. Så har man også prøvet det, skriver han på Facebook.

Tantholdt roser DAT-personalet for at håndtere situationen "ekstremt professionelt". Han fortæller også, at passagerne blev tilbudt krisehjælp, men det var der - så vidt han ved - ingen der tog imod.

Rasmus Tantholdt skrev sådan her på Facebook efter sikkerhedslandingen.