Flere tilskadekomne ved trafikuheld

To biler stødte torsdag formiddag sammen i udkanten af Thisted.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Opdatering

Vagtchefen oplyser klokken 13.00, at politiet umiddelbart ikke skønner, at de implicerede er alvorligt tilskadekomne. Der er ikke bestilt en bilinspektør til at undersøge sammenstødet. 

 

Ulykken skete, da en bil, der skulle svinge fra Vestergårdsvej ud på Sennelsvej, ikke overholdt sin ubetingede vigepligt og ramte en bil, der kørte på Sennelsvej mod øst.

 

Den kvindelige fører og to passagerer i bilen på Sennelsvej blev kørt til sygehuset i Aalborg. Det samme gjorde den mandlige fører af bilen, der kom fra Vestergårdsvej. 

Midt- og Vestjyllands Politi blev torsdag klokken 9.46 kaldt til en trafikulykke på Sennelsvej i nærheden af Leopardvej i udkanten af Thisted.

Vagtchefen oplyser, at to biler er kørt sammen, og at der blev sendt flere ambulancer til stedet.

- Der er fire tilskadekomne, som bliver kørt til Aalborg i ambulancer med politieskorte, fortæller vagtchefen.

Han kan endnu ikke sige noget om de tilskadekomnes tilstand.