Flere ansatte på Skive Kaserne sigtet i stor narkosag

Minimum fire til fem ansatte på Skive Kaserne er blevet sigtet i forbindelse med den store narkosag i og omkring Skive.

Skive Kaserne set udefra.
Skive Kaserne set udefra.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Ansatte på Skive Kaserne er sigtet i forbindelse med den store narkosag i Skive. Det oplyser Forsvarskommandoen til TV MIDTVEST.

"Forsvarskommandoen kan bekræfte, at der er ansatte ved kasernen i Skive, som er sigtet i den verserende sag om euforiserende stoffer ved Midt- og Vestjyllands Politi," oplyser de i en mail.

Mandag, tirsdag og onsdag har en række formodede narkokøbere i og omkring Skive haft besøg af politiet, og her har Midt- og Vestjyllands Politi altså også været forbi kasernen.

- Jeg kan godt bekræfte, at vi har flere sigtelser mod ansatte på kasernen. Jeg har kendskab til fire-fem stykker, men vi har endnu ikke det fulde overblik, for vi er kun cirka halvvejs i bunken af de 275 sigtede, siger Christian Toftemark, efterforskningsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, der er fundet euforiserende stoffer på Skive Kaserne.

I oktober 2016 fandt Forsvarets Auditørkorps narko i forbindelse med en razzia hos konstabel-elever på kasernen.

Den sag blev taget alvorligt, og det gør den nye også.

"Generelt kan det oplyses, at der ses med stor alvor på enhver form for brug af euforiserende stoffer, når man er ansat i Forsvaret", skriver Forsvarskommandoen.

Derudover har de ikke yderligere kommentarer til sagen.

"Da der pågår en politisag kan Ingeniørregimentet ikke kommentere hændelserne nærmere. Der henvises i stedet til politiet."

"De relevante er fortsat ved at danne sig et overblik over sagen og de dertilhørende konsekvenser, hvorfor der ikke kommenteres yderligere for nuværende."

Politiet forventer i alt at sigte omkring 275 personer for køb af narkotika.

I sidste uge gik Midt- og Vestjyllands Politi efter sælgerne af euforiserende stoffer i en stor razzia.

2:02
Der er ansatte på Skive Kaserne blandt de 275 mennesker, som er blevet sigtet i den store narkosag fra Skive. Det oplyser Forsvarskommandoen i dag til TV MIDTVEST
2:03
Omkring 275 personer er de seneste to dage blevet sigtet for køb af kokain i Skive.