Fire mænd vil være biskop i Viborg

Senest den 10. oktober får Viborg en ny biskop - fristen for at tilmelde sig valget er nu udløbet.

120614ViborgDomkirke.jpg

Fire mænd skal de kommende måneder kæmpe om at afløse Karsten Nissen som biskop i Viborg.

Det står fast efter at fristen for at melde sig til bispevalget udløb onsdag klokken 15.

De fire kandidater er Peter Hedegaard, valgmenighedspræst i Holstebro, Niels Christian Kobbelgaard, domprovst i Aalborg, Carsten Haugaard Nielsen, sognepræst i Aarhus og Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Den nye biskop vælges ved en skriftlig afstemning med 1662 stemmeberettigede - det er menighedsrådsmedlemmer, præster og valgmenighedspræster.

Brevstemmerne skal være afleveret senest den 2. september, og dagen efter afgøres første valgrunde. Hvis en af kandidaterne får 50 procent eller mere af de afgivne stemmer, bliver valget afgjort i første runde. Ellers skal de to kandidater, der har fået flest stemmer, ud i en ny runde, som afgøres den 10. oktober.

De fire kandidater skal nu ud i en række fælles debatmøder - første gang er 26. juni i Viborg.