Fire mænd tiltalt for bedøvelse og voldtægt: Nu falder dommen

Retten i Herning afslutter sag om 19-årig kvinde, der ifølge anklage blev bedøvet og sexkrænket af fire mænd.

Retten i Herning
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Blev en 19-årig kvinde bedøvet med en pille og efterfølgende udsat for grove seksuelle krænkelser begået af fire mænd?

Eller var hun ved fuld bevidsthed og helt indforstået med, hvad der skete?
    
Det er spørgsmålet, som tre dommere og seks nævninger ved Retten i Herning fredag skal tage stilling til.
    
Sagen om det påståede overgreb mod kvinden i en lejlighed i Herning har trukket store overskrifter.
    
Nu skal retten afgøre, om de fire mænd i alderen 22 til 26 år er skyldige eller ej.
    
Mændene på anklagebænken har alle nægtet sig skyldige. De var til stede i lejligheden i december 2017, men den seksuelle akt foregik med kvindens accept, har de forklaret.
    
- Det var ikke for at forulempe hende eller gøre hende ondt. Vi havde sådan en hyggelig stemning, forklarede en af de tiltalte ifølge Jyllands-Posten i retten.

Delt på Snapchat

Kvinden selv husker ikke meget, da hun ifølge sin egen forklaring ikke var ved sine fulde fem efter at være blevet påtvunget en form for bedøvende stof.
    
Men seancen blev filmet og efterfølgende delt på det sociale medie Snapchat. Filmen har været afspillet i retten som bevismateriale.
    
Ud over filmen er der få konkrete beviser i sagen. Der er ikke fundet spor i blod eller urin efter det sløvende middel, som kvinden mener, hun ufrivilligt indtog.
    
En af mændene er også tiltalt for at have forsøgt at påvirke et vidne til at afgive falsk forklaring i retten.
    
Det fremgår ifølge anklagemyndigheden af et brev fra den tiltalte, som personalet i arresten opsnappede.
    
Den samme person skal også have forsøgt at få vidnet til at true den 19-årige kvinde til tavshed.

Risikerer mindst fire års fængsel

Midt- og Vestjyllands Politi er under efterforskningen af sagen stødt på flere kvinder, der hævder, at de i tiden fra 2013 til 2017 er blevet voldtaget af en eller flere af de tiltalte.
    
Der er således rejst tiltale for yderligere tre tilfælde af voldtægt, som også skal være sket ved, at kvinderne er blevet hensat i en form for passiv tilstand.
    
Hvis de fire tiltalte findes skyldige, står de ifølge anklagemyndigheden til mindst fire års fængsel.
    
Tre af de tiltalte har ikke dansk statsborgerskab og risikerer udvisning, hvis de bliver dømt.
    
/ritzau/