Fik idé til særlig BH - nu har de fået en halv million

To piger har udviklet deres egen BH, som kan ændres efter behov.

Alberte Simonsen og Simone Dahl Gustafson har fået eget kontor, selvom de er igang med deres sabbatår. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Det er en vaskeægte drøm der er gået i opfyldelse for Alberte Simonsen og Simone Dahl Gustafson fra Herning.

En pige i dag har altid femten BH’er liggende i skuffen derhjemme

Simone Dahl Gustafson, Unify Underwear

De to unge kvinder har fået mulighed for at udvikle og sælge deres helt eget produkt, som de fik idéen til, mens de gik i 2.g. De blev inspireret af deres egen hverdag.

- En pige i dag har altid femten BH’er liggende i skuffen derhjemme, forklarer Simone Dahl Gustafson.

Det problem mener de nu, at de har fundet en løsning på.

Deres BH kan nemlig tilpasses på den måde, at man kan skifte ryggen ud, så den får både nyt snit eller farve, og dermed kan passe under det meste tøj.

Dette er en af de mange rygge, som man kan skifte til, uden at skifte BH'en ud. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Penge udefra

Da pigerne fik idéen vandt de 25.000 kroner. Siden da har projektet taget fart.

For her i deres sabbatår efter gymnasiet, har de fået eget kontor, fundet en producent i Brasilien og åbnet deres egen webshop. Det har kun kunne lade sig gøre, fordi en investor har set potentialet i dem og investeret 500.000 kroner i virksomheden Unify Underwear.

- I virkeligheden ved jeg ikke en pind om hverken e-commerce eller undertøj, men det jeg ved noget om, det er mennesker, og de har også vist, at de har lagt og vil lægge mange timer i det, siger Peter Sandberg fra Peter Sandberg Management.

01:37

Her kan du møde de unge iværksættere. Video: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Luk video