FCM uden Champions League-sejr

FC Midtjyllands kvinder må rejse tomhændet hjem fra Final 4-stævnet I Budapest

I dag tabte FCM kampen om tredjepladsen til Vardar fra Makedonien med 31-34, og dermed må midtjyderne rejse tomhændet hjem fra Budapest, hvor det første Final 4-stævne nogensinde i kvindernes Champions League i håndbold fandt sted.

Første halvleg var ellers en jævnbyrdig affære, men makedonerne kunne gå til pausen foran 14-12. Kort efter pausen fik FCM udlignet til 15-15, men Vardar fik herefter en god periode og kom foran 23-17 og endte altså med at tage bronzepladsen med en tremåls sejr.

Næste og sidste opgave for Helle Thomsens midtjyske tropper bliver DM-finalerne mod Viborg, der dog først begynder om 14 dage.