FCM sikrer sig Ureña permanent

FCM sikrer sig Ureña permanent

De midt- og vestjyske fans kan også i foråret glæde sig over Marcos Ureñas kvaliteter. FC Midtjylland har nemlig sikret sig den costaricanske landsholdsangriber på en fire-årig kontrakt.

Det var ikke et navn, der klingede så velkendt i de fleste danske fodboldører, da FC Midtjylland i sommer hentede Marcos Ureña til klubben. Men den costaricanske VM-angriber har med et stærkt efterår for midtjyderne gjort godt opmærksom på sig selv.

Med flere afgørende aktioner har han sin andel i, at klubben kan overvintre på Superligaens førsteplads med otte point ned til nummer to. Og netop gode Ureña-aktioner kan de midt- og vestjyske fans også se frem til i det nye år.

FC Midtjylland har nemlig hentet Marcos Ureña i den russiske klub Kuban Krasnodar og sikret sig den lynhurtige angriber på en permanent aftale, som løber frem til udgangen af 2018.

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om en ny kontrakt. Det var målet, da jeg kom hertil,  at jeg skulle spille mig til en fast kontrakt, siger Marcos Ureña, der med flere gode kampe i efterårssæsonen har overbevist trænerteamet om, at han er en fremtidens mand i FC Midtjylland.

- Jeg har haft kort tid til at vise mig frem i, men jeg har været tilfreds med min start i klubben. Jeg har scoret og lavet assists, men jeg ved også, at jeg kan blive endnu bedre, siger Ureña, der hurtigt er faldet til hos Superligaens førerhold.

Han lægger ikke skjul på, at målet er spilletid i forårets 16 kampe.

- Jeg vil gerne spille, men jeg respekterer også, at vi har mange dygtige spillere. Det giver ro og selvtillid, at jeg har fået en længere kontrakt, og det giver mig mulighed for at vise mig endnu mere frem, siger Ureña, der hurtigt er blevet en populær hos de midtjyske fans. Og den popularitet er gengældt.

Sportsdirektør Claus Steinlein glæder sig over, at det er lykkes at sikre sig en permanent aftale med den hurtige angriber, som han kalder for en yderst interessant spiller.

- Marcos har nogle spændende spidskompetencer, og han komplementerer vores trup godt. Han er en anden type angriber, end dem, vi allerede har i truppen, og det giver nye og flere muligheder, siger Claus Steinlein.

Marcos Ureña har i efteråret spillet 11 kampe og scoret tre mål for ulvene.