FCM-kvinder vandt sikkert

FCM-kvinder vandt sikkert

FC Midtjyllands håndboldkvinder vandt i overlegen stil pokalfinalen mod Team Tvis Holstebro.

FC Midtjyllands håndboldkvinder løb i perioder kollegerne fra Team Tvis Holstebro over ende i lørdagens pokalfinale i Jysk Arena i Silkeborg.

Derfor står FCM-kvinderne tilbage som pokalvindere efter en sejr på 32-26 over TTH, som er marginalt bedre end FCM i ligatabellen.

FC Midtjyllands træner Helle Thomsen kom lige før jul hjem fra EM med en bronzemedalje som landstræner for Sverige. Lørdag så hun sit klubhold føre med 3-0 efter kun et minut og 31 sekunders spil. Tre minutter senere førte midtjyderne sågar med 7-2.

FC Midtjylland førte 20-15 ved pausen efter en ekstremt målrig første halvleg.

Kampen blev stoppet i en længere periode 10 minutter før tid, da FCM's norske europamester Ida Alstad kom slemt til skade med sit ene ben. Hendes gråd var den eneste lyd i den ellers feststemte hal, da hun blev ført fra banen på en båre.

Tvis-kvinderne fik en ekstra chance, da Line Jørgensen fik rødt kort som følge af tre to-minutters udvisninger med 16 minutter tilbage. Den greb de dog slet ikke, selv om de indhentede lidt i kampens sidste par minutter.

FC Midtjylland stod i sin tredje pokalfinale i træk og kom således med masser af finaleerfaring. Til gengæld måtte Helle Thomsen og holdet undvære landsholdsspiller Stine Jørgensen i angrebet. Hun er fortsat hæmmet af en skulderskade.

Det var anden gang, FC Midtjylland vandt pokaltitlen under sit nuværende navn. Når klubbens fortid som Ikast-Bording tælles med, har klubben vundet seks gange.

/ritzau/