Familie var strandet i Østrig, men så trådte to fremmede til

En familie kunne ikke komme hjem fra skiferie, da de pludselig blev ramt af skader. Så trådte to brødre fra Thyborøn til.

Her ses Rasmus og Anders Nees med deres familie på skitur. De endte med at køre en fremmed familie hjem. Foto: Privat

Pludselig var der ingen, der kunne køre bilen, og en familie var dermed strandet cirka 1300 kilometer fra deres hjem.

Familien Brogaard fra Aarhus var nemlig blevet ramt af uheld på uheld på deres skiferie, da familiens ældste søn først kom til skade med hoften, og moren derefter sprængte korsbåndet.

Læs også En særlig tur: Far og søn skal sammen flyve stort fly til Thailand

De var de eneste med kørekort, og forsikringen kunne kun hjælpe med at få faren eller datteren fra Danmark til Østrig, så de kunne køre dem hjem, men det var umiddelbart ikke en mulighed.

Her til morgen kom familien alligevel hjem til Aarhus, for i nødens stund trådte to fremmede til og kørte dem. Nemlig brødrene Anders og Rasmus Nees fra Thyborøn. De havde set, at familien havde lavet et opslag på Facebook, og da de selv var på skiferie i Zel am See kun 30 minutter væk, så slog de til.

- Min lillebror så opslaget. Jeg går i skole i Aarhus, og jeg kunne ikke nå hjem til at møde i dag torsdag, hvis jeg skulle køre med min familie. Så vi så en mulighed for, at jeg kunne nå i skole, og samtidigt kunne vi gøre dem en tjeneste. Det var win-win, fortæller storebror Anders Nees.

Brødrene Anders og Rasmus ses her på en hel anden ferie. I nat har de kørt en fremmed familie hjem fra Østrig. Foto: Privat

Hyggelig tur

De to brødre på 23 og 18 år endte derfor med at køre de 1300 kilometer med den fremmede familie fra Aarhus. De ankom i Aarhus klokken fire natten til torsdag.

- Turen gik forrygende. Vi ramte ingen kø, og vi kom hjem på lidt over 12 timer, siger Anders Nees til TV MIDTVEST.

Og selvom de to brødre ikke kendte familien, der kørte med, så var der dog ingen problemer.

- Man skulle lige tage mod til sig, men vi havde en hyggelig tur hjem, og der var ikke stille i et sekund, siger han glad.

Da de ankom til Aarhus blev Rasmus og sov lidt hos sin bror, inden han tog toget mod Blåvand, hvor han skulle i sommerhus med sin kæreste. Anders tog derimod i skole, da han læser til maskiningeniør.

Se den lange køretur på kortet heruder: