Falsk alarm førte til anholdelse

En anmeldelse om skud med jagtgevær, viste sig at være falsk. Til gengæld kunne politiet anholde en mand for besiddelse af en ulovlig kniv på adressen.

Onsdag aften lidt i syv fik Midt- og Vestjyllands Politi anmeldelse om skud med jagtgevær gennem en dør i en lejlighed i Slotsgade i Skive. Da politiet ankom kunne de konstatere, at anmeldelsen var falsk.

- Der blev hverken fundet skudhuller, halg eller projektiler, lyder meldingen fra Skives Politi.

Der var formentlig tale om et kanonslag, vurderer politiet. Men udrykningen viste sig ikke at være forgæves. En 39-årig mand fra Skive blev anholdt på adressen - han var i besiddelse af en ulovlig foldekniv. Hvad motivet bag anmeldelsen er, tør politiet ikke gætte på. 

Udover den anholdte, var der en 43-årig kvinde og en 39-årig mand til stede i lejligheden. Det var kvinden, der kontaktede alarmcentralen.