Fakta-røver fængslet
En 18-årig mand har indrømmet, at han tilbage i januar begik røveri. I dag blev han fængslet i tre uger.
Fredag ved aftestid ringede den 18-årige til politiet for at lette samvittigheden. Han fortalte, at det var ham, der tilbage i januar begik væbnet røveri i Fakta i Brande. Han blev efterfølgende hentet af politiet og i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.
Den 18-årige, der har bopæl i Frederikshavn, blev varetægtsfængslet til den 21. december sigtet for røveri af særlig farlig karakter.
Ved røveriet den 23. januar truede den unge mand ekspedienten i Fakta med en pistol til at udlevere penge fra kassen. Han fik ca. 3.000 kroner med derfra.