Færre flyvninger fra Karup Lufthavn

Cimber Sterling fjerner 27 procent af afgangene i Karup.

I sidste måned var det Norwegian, nu er det så Cimber Sterling der skærer ned i Karup Lufthavn. Selskabet fjerner 27 % af afgangene i den midt- og vestjyske lufthavn.

Cimber Sterling har tidligere haft 56 ugentlige afgange, men fra 1. november vil der kun være 41. Til gengæld vil selskabet indsætte nogle større fly på de mest populære afgange.

Norwegian helt væk

Cimber Sterlings nedskæring er et nyt slag i ansigtet til Karup Lufthavn, og de midt- og vestjyder der benytter den. Sidste måned meddelte Norwegian at de helt stopper med at flyve fra lufthavnen.