Fængselsstraf til Fakta-røvere

Tirsdag blev to unge mænd dømt for røveriet mod Fakta i Viborg den 6. januar.

Tirsdag erkendte en 22-årige mand fra Grenå og en 29-årig mand fra Brabrand, at de stod bag røveriet mod Fakta i Gravene. Retten i Viborg dømte de to mænd til henholdsvis et år og ni måneders fængsel.

De to mænd blev genkendt ved hjælp af overvågningsbilleder. Ved de første retsmøder benægtede begge. Men tirsdag tilstod de begge.

Den 29-årige var bevæbnet med en køkkenkniv under røveriet, hvor han truede en medarbejder til at udlevere kontanter. Det gav en straf på ni måneder.

Den 22-årige Nicklas Dam Melin fik en hårdere straf i form af et års fængsel, fordi han slog en kunde, som blandede sig i røveriet. Derudover havde han en i forvejen plettet straffeattest og var på gerningstidspunktet flygtet fra afsoning i statsfængslet Kragskovhede.

De to røvere tog imod dommene. Den 29-årig blev løsladt og skal senere afsone dommen, imens Nicklas Dam Melin igen er varetægtsfængslet og nu skal sidde endnu længere bag tremmer.

Coop Danmark får erstatning for det røvede beløb.