Fællesspisning ryster klasser sammen i Sunds

Forret, hovedret og dessert forskellige steder rundt i byen er med til at skabe sammenhold og venskaber for tre 9. klasser i Sunds.

dinner.jpg
Foto: Troels Esmarch

Der er ikke noget, der kan ryste mennesker sammen som et godt måltid mad. Det satser de i hvert fald på i Sunds, hvor fire 9. klasser er blevet lagt sammen til tre. En dag med fællesspisning er en måde at ryste eleverne bedre sammen på.

- Dem, der har lidt svært ved at snakke med folk, de kan måske blive tvunget til at snakke med nogle andre, end de plejer, siger Vibe Stendorff Knudsen, der går i 9. d på Sunds-Ilskov Skole.

Dagen forløber sådan, at eleverne hver især får besked på, om de skal lave en ret, om de skal være gæst, eller om de skal være værter for alle de andre.

- Det gør vores forhold til hinanden stærkere, og sammenholdet bliver også stærkere. Selvom vi kun går i parallelklasse, så betyder det ikke, vi ikke skal være venner, siger Andreas Lund Fasterholt, der går i 9. klasse på Sunds-Ilskov Skole.

1:55
Her kan du se hele indslaget om skolens forsøg på at ryste eleverne sammen.

Maden skal være med til at skabe relationer og bedre fællesskab på årgangen. Fagligt håber lærerne også, at madbesøgene kaster noget af sig.

- Nogle gange er der nogen der sidder til overs, som ikke har nogen at være sammen med. Det her gør jo også, at alle får mulighed for at lære hinanden bedre at kende, siger Jan Gandrup, der er lærer på Sunds-Ilskov Skole.

Maddagen er ikke det eneste ryste-sammen-projekt klasserne skal igennem denne uge - de 70 elever skal i gennem flere forskellige aktiviteter i løbet af ugen.