Fælles kamp mod støj fra Silkeborgmotorvejen

En gruppe har fået nok af støjen fra Silkeborgmotorvejen. Derfor holder de nu informationsmøde for at gå til fælles kamp mod larmen.

Flere naboer til den nye Silkeborgmotorvej, går nu i fælles kamp mod støjen. Derfor samles de og holder informationsmøde den 7. december. 

De var blevet lovet, at støjen ikke skulle være højere end den, der i forvejen kom fra hovedvejen. Det har dog ikke været tilfældet. 

En af de støjramte, der har fået nok, er Claus Øster-Jensen, han har før kæmpet med myndighederne om støjproblemer. 

- Vi har fået fortalt, at det ikke skulle larme mere, efter motorvejen var færdig. Alligevel larmer det voldsomt, når vinden blæser i vores retning. Men der bliver ikke gjort noget ved det, derfor samler vi nu folk til en fælles kamp. For det er som om, at problemet er blevet vores som borgere og ikke kommunens, siger Claus Øster-Jensen

Målet med hele informationsmødet er at skabe et samarbejde mellem de forskellige bydele, som er ramt. Så de kan danne en fælles front i stedet for at tage kampen alene. 

Til mødet kommer Vejdirektoratet og besvarer spørgsmål. Men Claus Øster-Jensen savner også svar og handling fra politikerne.