Erstatter skandale-SKAT: Ny styrelse indviet i Herning

Administrations- og Servicestyrelsen er én af syv styrelser, som skal erstatte SKAT. Den blev i dag indviet i Herning.

kl.jpg
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Dørene blev i dag åbnet til den nye Administrations- og Servicestyrelse, som kommer til at ligge i Herning. Styrelsen er én af de syv, som kommer til at erstatte SKAT, som vi kender det.

- Vi har jo kigget på hele landet og ønsket at flytte medarbejdere og cheferne ud for at lave en balance. Der må man sige, at et af de mest centrale steder i Midtjylland er Herning. Derfor kommer Administrations- og Servicestyrelsen til at have hovedsæde her, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

I forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser har det flere gange været nævnt, at det vil blive svært at rekruttere så meget kvalificeret arbejdskraft.

De bekymringer deler hver Lars Krarup, borgmester i Herning kommune, eller Karsten Lauritzen dog.

- Det ser jeg ikke som noget stort problem. Det handler selvfølgelig primært om, at SKAT som arbejdsplads skal være attraktiv, og det synes jeg faktisk efter nogle lidt tunge år, at det ser rigtig godt ud igen, siger Lars Krarup (V).

- Det føler jeg mig overbevist om. Ellers ved jeg, at Lars Krarup som borgmester har lovet, at han gerne vil hjælpe med den opgave. Jeg ved ikke, om det betyder, at han vil bijobbe i skattevæsenet, men jeg ved, at kommunen gerne vil hjælpe med at få den nødvendige arbejdskraft – så det er jeg sikker på, der nok skal lykkes, siger Karsten Lauritzen.

Erstatter skandalerne

Sidste år præsenterede Regeringen deres plan om at dele SKAT op i syv mindre afdelinger med hver sit ansvarsområde.

- SKAT har været udfordret af skandaler, og derfor har min vigtigste opgave som skatteminister været at rydde op. Et flertal i folketinget har besluttet en investeringsplan, hvor vi investerer over 10 milliarder og ansætter 2000 flere medarbejdere og deler et stort SKAT op i en lang række mere specialiserede styrelser, forklarer Karsten Lauritzen.

De nye styrelser overtager SKATs opgaver d. 1. juli.