EM-stjerne til FCM

Playmaker Lærke Møller skifter fra Aalborg DH til FC Midtjylland 1. juli 2009.

AalborgDH.jpg

I den midtjyske håndboldklub har man drømt om det længe, og midt i 2009 går drømmen i opfyldelse. Den 19-årige landsholdsspiller Lærke Møller skifter playmakerpladsen i Aalborg DH ud med den tilsvarende i FC Midtjylland Håndbold.

- Det her er en tidlig julegave for FC Midtjylland Håndbold. Lærke har potentiale til at blive en af de helt store publikumsyndlinge i de kommende sæsoner. Hun passer perfekt ind i vores spillestil med et stærkt blik for spillet og dygtig i kontraspillet, siger direktør i FCM Håndbold, Frank Henriksen i en pressemeddelelse.

Lærke Møller har tidligere spillet i HK Star og Visse IF, som alle er nordjyske klubber. Hun glæder sig til skiftet og nye udfordringer:

- Jeg har været glad for at være i Aalborg, og vil gøre alt for at slutte godt af i klubben. Herefter ser jeg virkelig frem til en ny udfordring. Jeg har fået et meget positivt indtryk af FC Midtjylland, som er en professionel klub, der ikke kun spiller med i toppen af ligaen, men også altid er med i de internationale turneringer, siger Lærke Møller.

 Kontrakten med FC Midtjylland Håndbold er på 3 år.