Ellen Trane Nørby vil vende modvind til medvind

Hun har været minister i flere omgange. Og politisk ordfører for Venstre. Nu vil hun være V-næstformand.

Ellen Trane Nørby har meldt sig som kandidat til næstformandsposten i Venstre. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Danskvand mod Cola Zero. Ellen Trane Nørby mod Inger Støjberg.

Læs også Redaktør: Ellen Trane er V-baglands råb om indflydelse

Mens danskvand er Trane Nørbys største last, så er Cola Zero den største last for Støjberg.

I de kommende dage frem mod Venstres ekstraordinære landsmøde 21. september skal Trane Nørby og Støjberg duellere om at blive partiets nye næstformand. 39-årige Ellen Trane Nørby meldte sit kandidatur mandag aften i et interview med avisen Danmark.

00:38

Se video: Ellen Trane Nørby stiller op til posten som Venstres næstformand og dermed udfordrer Inger Støjberg

Luk video

Cola Zero er udskiftet med danskvand

Det var i et interview med Alt For Damerne tilbage i 2016, at Trane Nørby afslørede sin største last.

- Det boblende vand blev for 4-5 år siden substitut, da jeg besluttede mig for at afvikle mit (over) forbrug af Cola Zero, sagde Trane Nørby.

I det samme interview fortalte Trane Nørby, at hun er mest sig selv, når hun går en tur ved Vesterhavet med blæst i ansigtet.

Datter af borgmester i Lemvig   

Ellen Trane Nørby er vokset op i Nørre Nissum ved Lemvig. Faderen, Jørgen Andreas Nørby, er forhenværende venstreborgmester i Lemvig.

I 2004 stillede hun op til Europa-Parlamentsvalget, men blev ikke valgt ind. Efterfølgende satsede hun på Folketinget, og ved valget i 2005 blev Trane Nørby valgt ind.

Minister for første gang i 2015

Hun blev minister for børn, undervisning og ligestilling i Lars Løkke Rasmussens V-regering i 2015, og da VLAK-regeringen opstod i 2016, blev Trane Nørby udpeget som sundhedsminister.

Læs også Støjberg udfordres: Ellen Trane Nørby stiller op som næstformand

Som sundhedsminister stod hun dermed i spidsen for VLAK-regeringens plan for at nedlægge regionerne i forbindelse med forslaget om en ny sundhedsreform. Det blev hun ikke populær på i dele af Venstres bagland.

- Der er ingen tvivl om, at det gav mig ridser i lakken, men jeg lærte af det - af hvordan vi som parti ikke var gode nok til at inddrage baglandet. Det kan jeg nu bringe med ind som næstformand, siger hun til avisen Danmark.

Oplevet modgang flere gange

Modvind mærkede hun også i 2012. B.T. bragte flere historie om, at hun havde brugt sin position til at forsøge at presse daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) til at sikre statsstøtte til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Her sad Trane Nørbys mor i bestyrelsen. Trane Nørby valgte blandt andet at stille 696 spørgsmål om, hvorfor andre museer godt kunne få statens støtte.

Som politisk ordfører fra 2011 til 2014 måtte hun i strid modvind også forsvare nogle af Løkkes bilagssager. Under formandsopgøret mellem Løkke og Kristian Jensen i 2014 støttede hun dog sidstnævnte.

Trak sig som spidskandidat

I 2013 blev Trane Nørby valgt som Venstres spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2014. Men ganske bemærkelsesværdigt trak hun sit kandidatur, da hun blev gravid kort før valget. Det var også i 2014, at Trane Nørby blev byttet ud som politisk ordfører i Venstre - med netop Støjberg i øvrigt.

Nu er Trane Nørby og Støjberg igen flettet sammen. Denne gang i en duel om at blive partiets næstformand.

/ritzau/