Elev efter plastikudfordring: Jeg er begyndt at samle skrald

Eleverne fra HHX i Ringkøbing har nu været med i Klimaklassen i tre uger, og det har gjort stort indtryk.

00:51

Kunne du også finde på at smide en øldåse i naturen? Og har du måske før rullet vinduet ned i bilen og smidt noget ud af vinduet?

Det er nok de færreste, der kan sige sig helt fri for at have gjort det. Anders Jørgensen fra HH2A på Handelsgymnasiet i Ringkøbing måtte da også erkende, at det skete af og til. Det sagde han, da projektet med Klimaklassen startede. Projektet sætter over tre uger fokus på det store miljøproblem, som plastik ifølge miljøorganisationen Plastic Change udgør. 

På mit arbejde har vi en lang hæk, hvor der ligger en masse plastik. I går efter arbejde tog jeg faktisk ud og samlede noget af det op.

Anders Jørgensen, elev i HH2A på Handelsgymnasiet i Ringkøbing

- Plastik indgår jo også i øldåser. Og det kan jo godt ske, at man nogle gange lige smider en enkelt i naturen, siger Anders Jørgensen.

Men efter at have været med i TV MIDTVESTs projekt i løbet af de seneste to uger, så er holdningen blevet ændret markant hos den unge elev.

- Jeg tror ikke, at jeg kunne finde på at gøre det igen. På mit arbejde har vi en lang hæk, hvor der ligger en masse plastik. I går efter arbejde tog jeg faktisk ud og samlede noget af det op, siger han. 

Læs også Tankevækkende eksperiment: Se, hvad de finder på stranden

Klimaklassen har hjulpet

Men Anders Jørgensen er dog langt fra den eneste, hvis opfattelse er ændret. 

- For en del af dem har de nu mere fokus på, hvor meget plastik vi egentlig bruger i dagligdagen, og hvor mange ting man reelt bruger det til, siger underviser Mette Marie Klausen. 

I løbet af projektet har alle elever i HH2A på Ringkøbing Handelsgymnasium taget udfordringen op. For projektet er integreret i undervisningen. I nogle af timerne er eleverne rundt for at samle plastik.

Derfor er eleverne i høj grad blevet opmærksom på, hvor meget plastik der bliver smidt rundt omkring i naturen.

- Så har vi fundet en masse ølplastik, emballage og cigaretpakker - og en masse McDonald's, siger Anders Jørgensen.

Alt den plastik gør et stort indtryk:

- Jeg synes, at det er skræmmende, at der er så meget rundt omkring. Og så er det jo heller ikke alt, der bliver genbrugt, hvilket man burde, siger Simon Andersen.

Læs også Klimaklassen: Kan du lave en madpakke uden at bruge plastik?

Fokus på genanvendelse

Plastindustrien selv har i øjeblikket stort fokus på genanvendelse af plast. Faktisk er der netop sat et nyt projekt i gang, som skal forsøge at give plastik mere end ét liv.

- Det er vigtigt for os. Vores virksomheder har i lang tid set, at der er en dagsorden omrking det her emne, men de kan ikke gøre det alene. Der er behov for, at vi får samlet alle de spillere, der er på markedet, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef hos Plastindustrien.

Hos eleverne i HH2A er de allerede blevet klar over de store konsekvenser, der er, når plastik ikke bliver genanvendt. Med et ungt perspektiv bliver den sidste udfordring til Klimaklassen derfor stillet af Plastindustrien.

- I løbet af den næste uge skal I være kreative og komme op med nogle bud på to ting, fortæller Christina Busk.

Eleverne skal komme med forslag til, hvordan flere unge vil købe ting, der er lavet af genanvendt plastik. Og samtidig skal de komme med forslag til at ændre på folks lyst til at sortere plastaffald hjemme i deres skraldespande. 

Hvis eleverne kommer op med nogle gode idéer, vil de blive brugt i et spritnyt initiativ hos Plastindustrien.

Klimaklassen kan ses mandag aften, og tirsdag den 19. september kommer sidste afsnit om Klimaklassen. Her kan du blandt andet se, hvilke idéer eleverne har fået.

Fakta om genanvendelse af plastik i Danmark

Ud af 30 europæiske lande:

- er Danmark dårligst til at genanvende husholdsningsemballage 
 

- er Danmark fjerdebedst til at genanvende industriemballage 
 

- ligger Danmark på en samlet 23. plads for genanvendelse af plastemballage
 
Kilde: Plastics Europe, 2014