Efterskoler vil have Cambridge-niveau

En lang række efterskoler håber at blive godkendt til at kunne undervise på internationalt elite-niveau.

De næste par uger står den på Danmarksturné for forstanderen for Skals Efterskole, Sven Primdal. Han og efterskolen er nemlig blevet udpeget som repræsentanter for den højt profilerede Cambridge-model - en model der betyder international undervisning på højt fagligt niveau. Skals Efterskole har gennem de seks år arbejdet på at blive godkendt til at undervise efter Cambridge-modellen for at kunne eleverne en tiltrængt faglig vitamininsprøjtning.

- Mange elever sukker simpelthen efter faglige udfordringer, fortæller Sven Primdal. Han forklarer, at eleverne vil blive undervist på engelsk, og fra 2012 vil al undervisning følge det pensum, som eleverne også følger på Cambridge.

- I Danmark halter vi bagefter, når det kommer til internationalisering af undervisningen, så det er et stort skridt i den rigtige retning. Når eleverne har fulgt Cambridges pensum et år, betyder det nemlig reelt, at de kan fortsætte deres uddannelse i hvilket som helst andet land, hvor de har samme standarder, forklarer forstanderen.

Eliteskolens højre hånd

Skals Efterskole har for alvor bevist, at de er klar til at tage imod udfordringerne. Cambrigde University har nemlig valgt, at efterskolen skal fungere som bindeled mellem Danmark og Cambridge. Derfor skal Sven Primdal de næste 14 dage besøge 15 forskellige efterskoler i hele landet for at se, om de også kan godkendes med Cambridge-brandet.

- Vi havde håbet, der var omkring 6 andre skoler, der ville med på vognen, men det her viser, at skolerne virkelig tørster efter denne form for undervisning.

Sven Primdal skal blandt andet tjekke skolernes faciliteter og administration, før han kan godkende dem på vegne af Cambridge University.