Efterlod sygesikringsbevis ved røveri

24-årig blev hurtigt anholdt efter røveri mod kiosk i Rødkjærsbro.

Politiet havde ikke det store besvær med at finde frem til gerningsmanden efter et røveri mod Citykiosken i Rødkærsbro søndag aften.

En 24-årig mand kom ind i kiosken for at hente cigaretter - uvist af hvilken grund mente han ikke, at han skulle betale for varerne. I stedet lagde han sit sygesikringsbevis på disken og sagde til ekspedienten, at hun bare kunne ringe til politiet.

Da den kvindelige ekspedient insisterede på at få penge, tog manden en hobbykniv frem og forlod kiosken med to pakker cigaretter. Sygesikringsbeviset ledte dog hurtigt politiet frem til mandens adresse i Rødkærsbro. Han blev mandag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet til den 19. november.