Efter lynnedslag: Laurids er uden hjem indtil jul

Et lynnedslag betyder, at en familie fra Kloster er uden hjem i det næste halve år, mens skaderne på deres hus bliver udbedret.

Skaderne på Laurids Graversens hus er ikke til at overse.
Skaderne på Laurids Graversens hus er ikke til at overse.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

 

Mange hilste gårsdagens voldsomme regnskyl velkomment. Men ikke familien Graversen fra Kloster ved Ringkøbing.

Med regnen fulgte nemlig torden og lyn – og med lynene fulgte et lynnedslag, der fik konsekvenser.

Laurids Graversen og hans kone var på ferie, men blev lørdag aften ringet op af deres nabo. Et lyn havde slået ned i deres hus, der nu stod i flammer.

- Vi smed alt, hvad vi havde i hænderne, og løb op og fik fat i bilen, og så kørte vi. På vej hjem kom vi jo til at spekulere over, hvad der mon kunne være sket, og hvad det værste kunne være. Men så blev vi enige, at nu måtte vi lade være med at male fanden på væggen.

Sådan forklarer Laurids Graversen, da TV MIDTVEST møder ham dagen derpå.

Her i skabet hang familiens eltavle.
Her i skabet hang familiens eltavle.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Da familien i dag selv kunne besigtige skaderne, blev de mødt af et hus, der var hårdt ramt at sodskader. Lynnedslaget havde udløst en brand, som brandfolk hurtigt fik slukket. Alligevel nåede der at gå hul på vandrør, og huset er nu derfor også ramt af vandskader. 

Derfor kan familien ikke uden videre flytte ind igen. Skaderne skal udbedres, og det tager tid. Først i det nye år forventer de at kunne flytte tilbage i parcelhuset.

Bevarer optimismen

Parret har boet i huset siden 1977. Derfor gør synet også ondt. Alligevel kan Laurids Graversen allerede nu se fremad: 

- Det er jo lidt trist. Men det bliver jo godt igen.

Du er ikke sådan at slå ud?

- Nej, det tror jeg ikke. Det hjælper ikke at se det sorte i det, selvom det er sort det hele. Vi skal jo være positive og tænke på, at vi har vores liv og helbred, så det er dejligt, slår han fast.

Natten til søndag tilbragte Laurids Graversen og konen i nogle venners campingvogn. Men nu skal parret altså til at finde sig et midlertidigt hjem, mens deres hus blive renoveret.