Dusør til murerlærling

Politiet uddelte kontant belønning til dagens helt for at redde mand op af havnebassin.

Murerlærling Tore Hvidbjerg fik onsdag formiddag en kontant belønning af politiet.

Lærlingen fra Nykøbing fik en dusør på 1000 kroner for sin heltemodige indsats, da han torsdag i sidste uge sprang i vandet og reddede en 65-årig mand, der var kørt i havnen i Nykøbing.

Politiets stationsleder Ib Grønkjær Jensen betegnede Tore Hvidbjerg som en af hverdagens helte, skriver Morsø Folkeblad.

- Jeg har svært ved at se, at sagen havde fået samme lykkelige udgang uden din hurtige og resolutte handling, sagde Ib Grønkjær Jensen.

Tore Hvidbjerg var ifølge avisen stolt og glad for dusøren - pengene skal blandt andet bruges til at invitere vennerne med i byen.

 Se TV/MIDT-VESTs indslag om murer-lærlingen, der reddede en 65-årig mand op af havnen i Nykøbing