Dropper FCM: Vil samarbejde med Brøndby

Vestjysk fodboldklub har ikke været tilfreds med samarbejdet med FCM. Derfor laver klubben nu et samarbejde med Brøndby.

Holstebro Boldklub (HB) indgår nu et talentsamarbejde med superligaklubben Brøndby IF.

Dermed dropper den vestjyske fodboldklub sit samarbejde med naboerne fra FC Midtjylland - et samarbejde, som ellers blev indgået for halvandet år siden, men som klubben bestemt ikke har været tilfreds med.

Holstebro Boldklub skriver på sin hjemmeside, at FCM "ikke har kunnet leve op til klubbens ønsker om at styrke klubben, hvor det er mest vigtigt: på træningsbanerne i Holstebro".

Direktør i FC Midtjylland, Hans Krabbe, både ærgrer og undrer sig over beslutningen.

- Vi havde givet dem et tilbud om at optimere talentsamarbejdet i Vestjylland med HB som omdrejningspunkt, men det har de takket nej til, siger Hans Krabbe til Dagbladet Holstebro Struer.

Holstebro Boldklub skal være et af Brøndbys 10 nye masterclass-talentcentre - en stor satsning som den tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek er blevet tilknyttet. Aftalen betyder, at Brøndby 22 gange om året vil sende en elitetræner til Holstebro.