Politibetjente udsat for dødstrusler og vold

Under en anholdelse tidligt lørdag morgen blev en politipatrulje i Lemvig udsat for dødstrusler og vold.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

Politiet blev lørdag morgen klokken 4:30 kaldt ud til Borgerskolen i Lemvig, hvor en 26-årig mand havde ødelagt potteplanter, stereoanlæg og væltet motorcykler.

Manden, som var påvirket af både stoffer og alkohol, blev anholdt og kørt væk af politiet.

Her kom den 26-årige ukrainer blandt andet med dødstrusler mod politiet.

- Han truer patruljen, spytter en betjent i ansigtet, og det lykkedes ham at få foden op og sparke ud efter føreren af bilen. Heldigvis kom ingen til skade, fortæller Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi.

Manden er stadig tilbageholdt, og han skal senere i dag afhøres med tolk.

Han sigtes for vold mod tjenestemænd, trusler og hærværk.