Diskotek stopper salg af lattergas

- Vi kan alle blive klogere, siger ejeren af diskotek Kielgasten i Holstebro efter et møde med restauratørforeningen.

Diskotek Kielgasten i Holstebro vil ikke længere sælge de omstridte balloner med lattergas.

Det meddeler diskotekets ejer Poul Christensen efter et møde med de andre restauratører i Holstebro torsdag formiddag.

- Selvfølgelig stopper vi, når en enig restauratørforening nu har bestemt, at vi holder lattergassen ude af byen. Jeg har ikke gjort noget ulovligt, men det er moralsk forkert, siger Poul Christensen til TV MIDTVEST.

Kan stadig købes i de store byer

Han har været udsat for voldsom kritik, efter at han for to dage siden stod frem i TV MIDTVEST og fortalte om salget af de omstridte balloner. Dengang kunne han ikke se problemet. Han sagde blandt andet, at lattergas ikke er farligere end alkohol. Men nu har han altså ændret mening.

- Vi kan alle sammen blive klogere, siger Holstebro-restauratøren, som er glad for, at byens restauratører har fundet frem til en fælles holdning.

Han betegner reaktionerne på lattergas-sagen som voldsomme - især i betragtning af, at man stadig kan købe lattergas på værtshuse i mange større byer.

- Men man skal ikke stille sig op på tv, hvis man ikke tåle de tæsk. Nu håber jeg så, at man også tager stilling i de andre byer, og at de politikere, der har været på banen, også vil melde ud til andre byer, siger, siger Poul Christensen.

Diskoteksejeren understreger, at han ikke har skiftet holdning, fordi bevillingsnævnet i Holstebro Kommune har truet med ikke at forny hans alkoholbevilling.

02:33 Luk video