DF vil hæve beløbsgrænse for opholdstilladelse efter Ibrahim-sagen

​Martin Henriksen fra DF er fortørnet over, at et slagteri flytter udvisningstruet til en ny afdeling.

Foto: TV MIDTVEST

Den somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim fra Thisted får muligvis lov til at blive i landet, fordi hans arbejdsplads flytter ham til at arbejde om natten.

Dermed bliver lønnen bliver så høj, at den normalt vil berettige til opholdstilladelse efter bestemmelserne i den såkaldte beløbsordning.

Det falder udlændingeordfører Martin Henriksen fra DF for brystet.

Læs også Mohamed Ibrahims advokat tror på opholdstilladelse: - Reglerne er klare

- Jeg er faktisk usikker på, om fidusen overhovedet er lovlig.

- Det virker jo unægteligt som et forsøg på at omgå den afgørelse, som udlændingemyndighederne er nået frem til på baggrund af den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, siger han til Ritzau.

Men man kan vel ikke forhindre en arbejdsgiver i at flytte en medarbejder rundt til en anden afdeling?

- Nej, det må arbejdsgiveren selv om. Men det er jo lidt tankevækkende, for det står jo i neonlys og blinker, at det her er et forsøg på at omgå lovgivningen, lyder svaret.

Ordningen skal undersøges

Dansk Folkeparti vil nu bede Udlændinge- og Integrationsministeriet undersøge, hvorvidt ordningen fra slagteriet er i orden.

For at få ophold efter beløbsordningen skal man tjene mindst 417.793,60 kroner om året.

Hidtil har Mohamed Ibrahim ifølge DR Nyheder tjent 370.000 kroner på dagholdet i pakkeriet på Tican-slagteriet, hvilket altså ifølge reglerne ikke er nok.

Læs også To ting giver Mohamed Ibrahim mulighed for at blive i Danmark

Vil hæve beløbsgrænsen

Martin Henriksen foreslår dermed, at beløbsgrænsen hæves.

- Grænsen er jo tiltænkt folk med lange uddannelser og for videnstunge virksomheder. Det er jo hele idéen, og vi kan jo se, at det er ikke sådan, den bruges.

- Den her sag er et rigtig godt argument for at hæve beløbsgrænsen, siger Martin Henriksen.

Mohamed Ibrahim er en af flere hundrede somaliere, som har mistet sin opholdstilladelse, fordi Udlændingestyrelsen vurderer, at sikkerheden er forbedret i Somalia.

/ritzau/

01:49

Sagen om den udviste somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim fra Hundborg tog i dag en overraskende drejning. Hans arbejdsplads har nemlig fundet et andet og bedre betalt job til ham. Dermed ser hans tilværelse i Danmark ud til at være reddet.

Luk video