DF accepterer Gødstrup - måske...

Finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti indeholder en politisk nødbremse.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev natten til torsdag endelig enige om placeringen af et nyt vestjysk supersygehus.

Sygehuset skal - ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen har fastslået fra Folketingets talerstol - placeres i Gødstrup ved Herning. Dansk Folkeparti gik altså væk fra sit krav om, at sygehuset skulle flyttes længere mod vest til Aulum.

Nu accepterer Dansk Folkeparti Gødstrup - dog med en indbygget nødbremse. Regionerne skal inden juni 2010 udarbejde en plan, der sikrer borgerne i udkantsområderne. Og det er en plan, som regeringen og Dansk Folkeparti skal godkende.

Bent Hansen: Gødstrup ligger fast

Formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (A) mener ikke, at aftalen sår tvivl om placeringen af et nyt sygehus.

- Som jeg læser finanslovens ord om sygehusstrukturen i Vestjylland, sætter den ikke spørgsmålstegn ved placeringen i Gødstrup, siger Bent Hansen i en pressemeddelse.