Skole kortvarigt evakueret efter bombetrussel

Tingstrup Skole i Thisted blev kortvarigt evakueret mandag formiddag.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at politiet kunne fortælle, det var en 13-årig elev på skolen, der havde sendt bombetruslen. Tirsdag d. 19. november oplyste politiet imidlertid, at drengen formentlig er uskyldig. Politiet arbejder ud fra en teori om, at han er blevet hacket. 

Mandag formiddag blev Tingstrup Skole i Thisted kortvarigt evakueret, fordi en bombetrussel var tikket ind på skolens intranet Aula.

- Der er tikket en besked ind på Aula, hvor det lyder som om, at der er en, der vil sprænge en bombe. Men vi vurderer, at det ikke er en reel trussel på grund af ordlyden og den måde, det bliver formidlet på, siger Morten Bujakewitz, der er vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 10.17 via mail fra SSP. Skolen handlede hurtigt og fik alle elever ud. De var dog hurtigt tilbage på skolen igen.

- Vi tager altid sådanne sager alvorligt, siger Morten Bujakewitz.

0:36
Se indslag: Ved ti-tiden imorges fik politiet en anmeldelse om, at en ung mand via kommunikations-platformen Aula havde sendt beobmetrusset en besked, der kunne tolkes som en bombetrussel mod skolen.

Skolechef tager sagen alvorligt 

Også skolechefen i Thisted Kommunen tager sagen alvorligt.

- At en skole modtager en bombetrussel, er selvfølgelig en situation, vi tager yderst alvorligt. Jeg er meget tilfreds med, at personalet har handlet hurtigt og ud fra skolens beredskabs- og evakueringsplan. Det er også betryggende, at forældrene hurtigt er blevet informeret og hurtigt fik besked om politiets vurdering, siger Per Overgaard.

Beskeden blev sendt  til en - indtil videre - udefineret gruppe af forældre til elever på skolen. Ifølge Nordjyske lød den sådan her:

”Hej allesammen. Jeg er kommet med i gruppen 'ISIS' og synes lige I skulle vide det, så hvis der sprang en bombe, så er det bare mig. Undskyld forstyrrelsen. Forsæt god dag.”

Forældrene fik besked gennem AULA med det samme og er løbende blevet opdateret af skolens personale.

Lærere og elever er blevet tilbudt den nødvendige hjælp til at bearbejde hændelsen.