Ekspert om tweet: Det svarer til at råbe det direkte til journalisterne

Venstre-politikers tweet svarer til at gå ind i et redaktionslokale blandt journalister og råbe historien ud. Det mener ekspert i sociale medier.

Ib Potter er ekspert i sociale medier. Han mener, at Venstres erhvervsordfører lige så godt kunne have råbt sit tweet ud til journalisterne. Foto: Katrine Fuglsang, TV MIDTVEST

Om det var galt eller genialt da Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, valgte at lægge et billede af en julefrokosttallerken med flæskesteg og medisterpølse på Twitter med teksten: "Fremragende julefrokostmad - sikkert langt fra den kommende buffet på Lindholm. #dkpol," er det helt store spørgsmål ifølge Ib Potter, der er Online Marketingchef i webbureauet Co3 i Ikast og ekspert i sociale medier. 

- Hvis det er for at få opmærksomhed og medietid, så er det jo genialt, det han har gjort. Hvis han er blevet grebet af en stemning i går og er kommet til at skrive et tweet, som måske virkede sjovt i en sammenhæng, men isoleret set er uheldigt, så jeg tror, han har det slemt i dag, siger han. 

Jeg har svært ved at se, hvordan man skal komme tilbage fra sådan en. Det er jo ret markant, det han har lagt op.

Ib Potter 

At Torsten Schack Pedersen valgte netop Twitter til at eksponere sit opslag kan ifølge Ib Potter få store konsekvenser for politikeren. 

- Jeg synes, at det er slemt, da Twitter er forbeholdt politikere og journalister.
Det svarer jo til, at han har stukket hovedet ind i redaktionslokalet og råbt det her, siger han.

Læs også Schack sletter omstridt tweet

Noget tyder da også, at situationen tog en anden drejning, end Venstre-politikeren havde regnet med, da han postede tweetet fredag aften. I hvert fald blev det oprindelige tweet slettet lørdag kort før middag og erstattet af et nyt opslag med teksten: ’"Jeg beklager. Mit tweet var forsøgt lavet med et glimt i øjet. Men jeg kan godt se, at den ikke ligefrem gik rent ind. Og derfor sletter jeg det. Jeg er ked af, at mit tweet har stødt folk. Der var absolut ikke hensigten. God dag til alle." 

Flere end 450 kommentarer nåede tweetet at få, inden Torsten Schack Pedersen fjernede det. Foto: Katrine Fuglsang, TV MIDTVEST

Et upraktisk opslag, mener bagland 

Torsten Schack Pedersen er valgt til Folketinget i Thisted-kredsen, der dækker Thy og Mors. Hos baglandet er ordførerens tweet heller ikke gået ubemærket hen.

- Det er et upraktisk opslag, og sådan et opslag vil vi helst ikke have, siger Poul Østergaard, der er formand for Venstre på Mors.

- Næste gang vi mødes, skal vi nok lige vende og drøfte, hvilke konsekvenser det har fået, siger han.

Hvordan fremtiden for Torsten Schack Pedersen ser ud oven på det omdiskuterede tweet må tiden vise. Dommen fra eksperten er dog klar:

- Jeg har svært ved at se, hvordan man skal komme tilbage fra sådan en. Det er jo ret markant, det han har lagt op, siger Ib Potter.

Ifølge formanden for Venstre på Mors, Poul Østergaard, er opslaget meget upraktisk. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST